Behandling/vedligeholdelse
Den korrekte behandling og vedligeholdelse forlænger levetiden og forebygger problemer på længere sigt.
Trædetaljer
Træ er et naturprodukt, som hele tiden forandrer sig. Også efter bearbejdning. Farveforskelle, uregelmæssigheder og små revner kendetegner ægtheden af massivt træ og er ikke årsag til reklamation.
Træmøbler reagerer kraftigt på forandringer i luftfugtigheden. Det er derfor vigtigt, at du efterspænder skruerne med jævne mellemrum.
Behovet for vedligeholdelse varierer kraftigt, afhængig af hvor udsatte overfladerne er for sol, vand og mekanisk slid. En god regel er at tjekke overfladerne mindst to gange om året og straks sætte ind med vedligeholdelse der, hvor det er nødvendigt.
Vær ekstra opmærksom på vandrette overflader, hvor angreb af skimmelsvamp kan opstå relativt hurtigt. Skimmelsvamp trives ved gunstige fugtforhold på overfladen. Også i godt vejr kan luftfugtigheden være relativt høj og forårsage skimmelvækst. Skimmelsvamp ødelægger ikke træet, men kan indirekte bane vej for andre trænedbrydende svampe, da den medvirker til at bevare fugten på overfladen i lang tid.
Vedligeholdelse af ubehandlet træ:
1. Vask overfladen med mildt rengøringsmiddel. Hvis møblerne har været udsat for fx angreb af skimmelsvamp, kan behandling med natriumhypoklorit (klorin) i visse tilfælde være den eneste måde at fjerne og blege misfarvningen på.
2. Skyl godt efter.
3. Lad træoverfladen tørre.
Vedligeholdelse af oliebehandlet træ:
1. Vask overfladen med mildt rengøringsmiddel. Hvis møblerne har været udsat for fx angreb af skimmelsvamp, kan behandling med natriumhypoklorit (klorin) i visse tilfælde være den eneste måde at fjerne og blege misfarvningen på.
2. Skyl godt efter.
3. Lad træoverfladen tørre.
4. Skrab revnet og afskallet olie væk.
5. Slib det grånede træ væk.
6. Slib let på de intakte overflader, der skal oliebehandles.
7. Behandl 1-3 gange med passende træolie. Følg nøje anvisningerne på emballagen.
8. Forbehandlingen er afhængig af alder og tilstand. Tal med en fagmand.
Træerstatning Resysta
Resysta er et fiberforstærket hybridmateriale fremstillet af risskaller, hvilket giver en god økobalance. Resysta ligner træ og udmærker sig ved slidstyrke, termisk stabilitet og kemisk resistens.
Til forskel fra træ er Resysta udvidelses-, splint- og revnefrit, det gråner ikke og tåler svampe- og insektangreb. Produkter af Resysta er meget holdbare uden at kræve speciel pasning eller vedligeholdelse og passer derfor især til udendørs brug såsom parkmøbler.
Vedligeholdelse:
1. Vask overfladen med et mildt rengøringsmiddel.
2. Skyl godt efter.
3. Lad overfladen tørre.
Ståldele
Overfladebehandlet stål – Varmforzinkning
Zinkoverfladens udseende afhænger af flere faktorer. Varmforzinkning af stål med eller uden lavt indhold af kisel og fosfor giver lyse og blanke zinklag. I udendørsmiljøer bliver overfladen med tiden mat og lysegrå. På stål, der har et højere indhold af kisel og fosfor, bliver overfladen oftest mat, ru og med en lysegrå til mørkegrå farve. Ofte bliver overfladen ikke ensfarvet grå, men får et flammet udseende med delvist matgrå og delvist blanke overflader. De mørkegrå zinklag har kun æstetisk betydning, idet de giver samme eller endda bedre korrosionsbeskyttelse (ved ens lagtykkelse) som de lyse lag. De grå zinkbelægninger har normalt højere lagtykkelse og dermed længere levetid.
Varmforzinket stål har en grå farvetone, som naturligt smelter ind i de fleste miljøer. Hvis man vil have en anden kulør, kan man male det varmforzinkede stål. Ud over mulighederne for andre farver styrker malingen også zinkens allerede gode korrosionsbeskyttelse.
Forekomsten af mørkere grå områder, et celleformet mønster, en del ujævnheder på overfladen eller hvidrust er ikke årsag til reklamation. Mindre, ubehandlede pletter kan efterlades ubehandlede, mens en lokal plet på mere end ca. 50 mm² bør repareres. Den mest almindelige måde at reparere på er maling med zinkholdig maling. Mindre skader, fx en ridse, er selvhelende via ionvandring.
Vedligeholdelse og reparation af zinkoverflader:
Varmforzinkede produkter er vedligeholdelsesfri, men regelmæssig rengøring anbefales. Alle ståldetaljer kan højtryksspules, men anvend ikke kemikalier.
1. Undersøg overfladen grundigt. Ubehandlede pletter større end 50 mm² bør repareres.
2. Slib eventuelle ujævnheder omkring pletten ned.
3. Mal med zinkholdig maling.
4. Lad det tørre.
Overfladebehandlet stål – Pulverlakering
Ud over god korrosionsbeskyttelse har pulvermalingen gode mekaniske egenskaber, som god slag- og slidstyrke, og også gode strækegenskaber. En stor fordel ved pulvermaling er, at man kan påføre tykke lag i en enkelt sprøjtning, hvor man med vådmaling må lægge flere lag for at opnå samme lagtykkelse. Pulverlak er det mest miljøvenlige alternativ, der findes til beskyttelse og farvning af zinkbelægningen. Pulverlak er helt fri for opløsningsmidler.
Vedligeholdelse og reparation af lakerede overflader:
Pulverlakerede produkter er vedligeholdelsesfri, men regelmæssig rengøring anbefales. Alle ståldetaljer kan højtryksspules, men anvend ikke kemikalier.
1. Undersøg overfladen grundigt. Mindre skader i laklaget repareres ifølge næste punkt. Ved skader større end 50 mm² bør zinkoverfladen repareres først, ifølge instruktionerne herover.
2. Slib eventuelle ujævnheder omkring skaden ned.
3. Reparer med alkydmaling.
4. Lad det tørre.
Download vores brochurer:
Materiale og overfladebehandling (pdf)
Vedligeholdelse af træmøbler (pdf)
Vedligeholdelse af overfladebehandlet stål (pdf)